Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Pikes Peak og det flade Kansas


Rute        :   Manitou Springs - Pikes Peak - Colorado Springs - Salina (Kansas)

Km. kørt    :   800 km.

Vejr        :   Sol, let cumulus dække


I går aftes havde vi snakket om at vi gerne ville ud til "Garden of the Gods" og se morgensolen på sandstensklippeformationerne. Vi havde dog ikke sat vækkeuret, så vi vågnede først ved 7-tiden. Vi havde frosset lidt i nat. Det er bare koldere i Colorado, men det trak også ind af døren til motelværelset. Vi tog lige en ½ time til på den anden side, men så var det også tid til at komme over og spise morgen. Det var den sædvanlige gang pap-brød og kelloggsprodukter som kun mætter en times tid.

Tilbage på værelset, så jeg tilfældigvis i en turistbrochure at man kunne komme helt op på toppen af den bjergtinde vi kunne se fra vores motelværelse, Pikes Peak.

Det måtte vi da lige prøve før vi tog hjem.

Pikes Peak er - stod der i brochuren - den bjergtinde i Nordamerika der er mest besøgt, og nr. 2 globalt.
Det skyldes nok det faktum, at der går en to-sporet vej hele vejen op til toppen. Det passer fint til den amerikanske kultur, et drive-through bjerg...
Da vi skulle op var der der kun åben 16 km af de 19 km der er til toppen. De sidste 3 km var lukket pga is og sne. Det kostede 10 $ pr. snude men var alle pengene værd.
Et par miles efter starten på opstigningen nåede vi til en lille bjergsø. Det var blevet mærkbart koldere. Der var en lille souvenir shop tilknyttet, med de sædvanlige ting, f.eks. T-shirts, caps, sten og plakater

Det var helt utroligt smukt ! Hvert hårnålesving afslørede nye flotte views.

Videre op spejdede vi efter fauna. Ifølge parkvæsenet skulle man kunne se både pumaer, bjørne, elge m.fl. men vi så ikke andet end et par egern. Vi fik dog øje på en off-piste skiløber der imponerede os ved at stå på ski ned af de stejle skråninger.

Da vi kom op i ca. 10000 fods højde gik asfaltvejen over i grusvej. Her begyndte Maj-Britt at blive lidt betænkelig. I nogle af hårnålesvingene var der ikke autoværn, og der var dyb afgrund på den anden side. Men hun klarede det perfekt. Selv på et tidspunkt hvor vi sad fast på en stejl stigning gik hun ikke i panik - kun lidt da vi begyndte at glide ud mod afgrunden. Med teknikker der ville have gjort en rallykører misunderlig, fik hun dog reddet os ud af situationen og vi kørte op til det næste sted hvor vi kunne vende...

Vi endte i over 12000 fods højde og jeg skal love for mine lunger kom på overarbejde. Man forstår pludselig hvilken bedrift det er at bestige Mount Everest uden ilt... Men hvor var det dog ubeskriveligt smukt.

På vej ned, godt 9-10 miles fra bunden, var der obligatorisk bremsecheck. Vi nappede også en kop god kaffe i en lille shop.

Senere stoppede vi op et sted hvor der var en flot udsigt over highway'en under os.

Over vores hoveder var den en smuk sol halo.

Og næsten nede ved higway'en igen faldt vi over julemandens værksted (et af mange...)

Så kunne vi heller ikke udskydes vores afrejse mere. Vi fandt en Walmart og købte lidt frokost, bad vores GPS finde vejen til Wichita og så var vi afsted.

Kontrasten mellem bjergene omkring Colordao Springs og det flade Kansas var slående. På under 30 miles kørte vi fra 14000 fods tinder til pandekagefladt landbrugsområde. 

Først I-25 South, siden I-70 East. Vi kom helt til Salinas uden fartbøder (Det var på dette stræk at vi fik en sidste år) men blev belønnet med en flot præriesolnedgang.

Med den nye Tim Mcgraw på cd-afspilleren gik det som en leg, og kl. 23:30 kunne vi køre op foran Days Inn i Salinas, ca. 200 miles nord for Wichita.

I morgen er planen at finde et mall i Wichita og bruge dagen på shopping.

 

Læst 1927 gange
Mere i denne kategori: « 8. Maj 2007 10. Maj 2007 »

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler