Udskriv denne side
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

This is why we chase....

Distance kørt: 615 km  |  Start: West Texas Inn, Midland, Texas * Slut: West Texas Inn, Midland, Texas

{zhgooglemap:067}

Forventningerne til dagens chase var efter gårdsdagens bust beherskede. Men som nu afdøde legedariske Tim Samaras plejede at sige "Never turn your back on may".

Vi var i området hvor modellerne prognosticerede dannelse af superceller om eftermiddagen, så vi kunne tillade os at tjekke ud kl. 11. En tur i motellets pool blev det da også til. Pga kulden, regnen og lukkede pools på motellerne, har der ikke være nogle muligheder for det siden Nashville.

Første stop var en Starbucks. Her mødte vi den italienske chaser Andrea Griffa. Andrea har et tourfirma som tager italienske turister med til Tornado Alley.

Derefter kørte ud til vores 1. target area i Big Springs. Der var intet i umidddelbar nærhed på radaren, men på satellitfotoet kunne man se et par kridhvide cumuluskyde op igennem stratuslaget - et tegn på at der var ved at ske noget. Vi ventede yderligere 15 minutter og så kom de til syne på radaren. Efter en lille halv times tid var vi ude foran den og kunne se en tydelig shelfcloud med et massivt nedbørsfelt.

Den viste dog tegn på svækkelse, så vi tog ned til nogle celler sydpå. De så imponerende ud på radaren, så vi troede mere på dem. Efter ca. 30 minutter kom vi til udkanten af Stanton og kørte stik syd.

Vi kunne se bagkanten af cellen som netop havde passeret byen. Der rapporteret om over 2" hagl, så da vi kørte ind i nedbøren var vi på vagt. Vi kunne efterhånden se hagl på jorden og et øjeblik efter begyndte de første små hagl at regne ned over bilen. I vejsiden kunne vi se større klumper ligge. Nedbøren blev mere intens og haglene blev større. Inden for kort tid var det bordtennisbolde af is og så stoppede vi.

Vi havde fordelen af at vide at det var bagkanten af feltet, så vi kunne ved at holde en lav hastighed holde os ude af det værste. Endeligt kom vi ud syd for supercellen og kunne nu komme lidt foran den. Der var masser af dynamik i den og den så helt rigt ud - både på radar og visuelt. Den havde en god sund base og god balance mellem in- og outflow.

Et sted hvor vi holdt ind mødte vi to stormspottere fra det lokale brandvæsen.

Stormspottere er frivillige (ofte fra brandvæsenet eller politiet), som sendes ud til foruddefinerede positioner og rapporterer hvad de ser ind til den lokale EMA (Emergeny Management Administration = beredskabscenter). I modsætning til stormchasere følger de ikke stormen, men observerer den kun når den truer county'et. Når stormene er ude af området sendes de hjem igen. Beredskabscenteret igangsætter sirenevarsel af byer ud fra bl.a. stormspotternes rapporter. Vi fik en kort snak med dem. De var rimeligt imponerede af at vi tog helt fra Danmark til USA for at stormchase - en normal reaktion. De havde dagen før set en tornado nogenlunde samme sted.

Støvet blev blæst op i luften ad outflowet og skabte flere steder problemer med lav sigtbarhed.

Supercellen havde nu en imponerende struktur.

Den lokale Sheriff trak ind foran os. "Ups" - nu får vi nok en skideballe for ikke at have parkeret ordentligt, ikke sat havaribink i gang eller noget andet, tænkte jeg. Men han ville bare vide hvad der skete. Jeg viste ham vores radar - som heldigvis stadig havde friske billeder - og forklarede hvad der var i dem (hagl og rotation) og hvor de bevægede sig hen og hvor hurtigt. Han nikkede brysk (går ud fra det var hans måde at sige tak på ;-) ), satte en mobiltelefon for øret og gik over til sin bil og kørte væk.

En lang og markant tailcloud viste hvor den varme fugtige luft blevet suget ind i og op i updraften.

Der var mange chasere ude den dag. Man skulle være meget opmærksom på folk der løb over vejen, stoppede pludseligt etc.

Radaren havde et stykke tid indikeret rotation og vi spejdede konstant efter tegn på en tornado. Vi var ved at blive indhentet af et tykt tæppe af regn, da jeg synes der var noget mærkeligt ved det. Efter et par sekunder opdagede jeg hvorfor : det bevægede sig i 2 retninger. Det gik op for mig, at forkanten bevægede sig mod højre, og bagkanten bevægede sig mod venstre, og så fik jeg travlt med at få de andre ind i bilen. Vi stod nemlig og så en tornado nærme sig hastigt uden at være helt klar over det. På det tidspunkt var den ikke mere end et par hundrede meter væk.  

Centrum af rotationen bevægede sig hurtigere end yderkanten, så ja, Kristinna : Du så altså din første tornado der på landevejen mellem Garden City og Sterling City :-)  Jeg ville ønske at jeg havde kunne vise dig en der var flottere, men det må vente til næste gang !

Tornadoen blev iøvrigt bekræftet af Storm Prediction Center - SPC, som havde den med i deres Storm Reports : 

2326   7 E GARDEN CITY GLASSCOCK TX 3187 10136 BRIEF TORNADO THAT WAS WRAPPED IN RAIN. (MAF)


Vi kørte som sagt hastigt videre og var nødt til endnu engang at lade en haglkerne passere. Supercellerne lå nu som perler på en snor, og det var som at løbe spidsrod mellem cellerne hvis vi skulle undgå det værste nedbørsfelt. Kort før Sterling City blev vi indhentet af hagl på highwayen. Sigtbarheden var ekstrem dårlig og der var enorme mængder vand på vejbanen, men vi måtte ind i byen for at finde et halvtag som kunne yde en vis beskyttelse.

Bilens traction control slog derfor til og fra hele tiden på de sidste kilometer og jeg havde rimeligt hvide knoer da vi endeligt kom til byskiltet. Der var flere gange jeg følte at vi aquaplannede - ikke en særlig fed fornemmelse.

Heldigvis kom vi helskindede frem til en servicestation og blev mødt af omkring 100 andre biler som udnyttede hver kvadratcentimeter af forpladsens udhæng. Der var ikke plads til os, så jeg parkerde bilen så den lå bare i nogenlunde læ fra nedbørsfeltet. De værste hagl var heldigvis gået nord om byen, så vi fik kun hagl på størrelse med 2 kroner.

Da regnen og haglen stilnede af kunne vi få en frisk kop kaffe og sludre med de mange andre chasere. Tiden var knap, vi vidste at den næste celle lå ude mod vest med kurs direkte mod Sterling City. Vi kunne allerede se den tårne sig op i atmosfæren som et mørkt skydække. Umiddelbart så den relativ udskyldig ud, men radaren viste noget andet, nemlig hagl på over 3" og rotation.

En famiie, som så vi var stormchasere, spurgte om det var sikkert at køre. De forstod ikke alvoren og jeg måtte flere gange gentage for dem at de ville blive udsat for meget store hagl og måske en tornado hvis de kørte i mod cellen, som de var nødt til med den vej de skulle.  Jeg rådede dem til at blive i byen, hvor de i tilfælde af en tornado, kunne søge ly på tankstationen. Jeg ved ikke om de fulgte mit råd - jeg tvivler lidt fordi jeg var nødt til at gentage det for dem flere gange. Det var som om de ikke ville forstå hvad jeg sagde til dem.. 

Vi havde selv valget mellem at blive eller køre mod syd ad highway 163 og slippe for den farlige del af supercellen. Vi valgte det sidste, og det var - efter min mening - en af de største fejl vi begik på dette års chase. Vi vidste at vejnetværket var meget sparsomt og terrænet kuperet. Desuden var der stort ikke noget internet når man kom et par km ud fra byen.

Dette kunne - til nød - gå i dagslys når man visuelt havde udsyn over supercellen og dens struktur, men solen var ved at gå ned og så blev det ekstremt farligt og en smule idiotisk. En al for stor risiko.

Vi fik dog, mens der stadig var en smule dagslys tilbage øje på denne skønhed af en wallcloud med tailcloud. Klik på billedet for at se det i en bedre opløsning.

Da solen gik ned blev det farligt. Vi var bogstaveligt talt blinde. Vi havde en fornemmelse af at der vistnok var en anden celle på vej, som vi skulle sydpå for at undgå. Men vi vidste ikke om den havde ændret retning eller hastgihed, eller var vokset eller noget andet.  Det var for at sige det ligeud stupidt af os at tage chancen og jeg er sgu ikke stolt af at indrømme det. Ydermere var det på det tidspunkt essentielt at personen med ansvar for at navigere sad med øjnenen klistret til raderen, i tilfælde af at der skulle komme et radarbillede. Det skete heller ikke.  Da vi var stoppet for at fotografere kastede jeg ved et tilfælde et blik på radaren, og opdagede at der var kommet frisk billede. Mine nakkehår rejste sig, da jeg så den lilla og hvide kerne (tegn kraftig nedbør/store hagl) og rotation få miles fra vores position med retning mod os. Så gjaldt det om at komme afsted i en fart og vi nåede med nød og næppe at komme syd for det farlige område. 

Da var det at vi blev enige om at det var for farligt. Vi afbrød derfor chasen og med baggrund i det sidste billede fandt vi en vej nordpå mod Midland hvor vi igen fik værelser på West Texas Inn.

Jeg lærte en vigtig lektion den dag - og det er aldrig at chase uden et backup system til radar. Til næste år vil jeg købe et satellitbaseret systen som er uafhængigt af internet.  Vi var heldige den aften, det kunne have været gået helt galt og det er ikke en chance jeg har lyst at tage igen. Vi har chaset på grænsen et par gange før, men denne aften tog prisen for dumskab. Det vil jeg ikke gentage.

 

Husk at Kristinna også blogger på Stormzone.dk

 

Har du ris, ros eller kommentarer til denne blog er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor eller lave et indlæg i gæstebogen.

 
Læst 2335 gange

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler