I dag var vi i Greensburg for at se hvor langt de var kommet efter endnu et år. Som bekendt var Kai-Asle og jeg vidner til at en EF-5 tornado smadrede byen for 6 år siden, d. 4. maj 2007. Vi har hvert år siden besøgt byen på et eller andet tidspunkt på vores chase.

Idag var en transportdag. Vi bevæger os ned mod Oklahoma City. Vi har måske mulighed for at få lov at se nogle af de områder i Moore der blev ramt af tornadoen d. 20/5. Vi har kontakt til en af de personer der var en del af det team fra Storm Prediction Center og National Weather Service, der var med til at lave de undersøgelser af skaderne, der førte til EF-5 ratingen.

Det blev endnu en lang dag på landevejen. Vores ynglingsmodel, HRRR, havde igen et par gode celler i baghånden. Den ene skulle ligge vest for Rapid City i South Dakota og ville bevæge sig østpå.

Endnu en dag med muligheder for spredte superceller over et større område hvor det galt om at være det rette sted på rette tidspunkt. Vores targetarea var oppe i det nordvestlige Kansas lige på grænsen til Colorado. En af vejrmodellerne forudsagde at to storme ville dannes sendt på eftermiddagen og dem satsede vi på, men holdt selvfølgeligt øjenene åbne for andre muligheder.

Det var forudsagt at byger ville kunne dannes i hele området, og at disse byger kortvarigt kunne blive til superceller inden de ville samle sig til MCS'er (Mesoscale Convective System) - altså større klumper af tordenceller. En MCS er ikke attraktiv at chase, idet den blot er en uorganiseret klump af kraftig regn og torden.

Det var skønt at komme op i det ektremt flade landskab i området mellem Oklahoma og New Mexico. Landskabet er helt unikt heroppe og de lokale plejer at sige, at man kan se 100 miles i hver retning, men hvis man stiller sig på en kasse kan man se 200 miles i hver retning - så fladt er her.

Dagen i dag har været en rodet, hektisk og travl dag. Jeg fik alt for lidt søvn, og samtidigt er vi blevet bestormet med henvendelser fra medierne som vil høre om vores oplevelser med Moore tornadoen i går.

Jeg har givet interviews til DR, DR Vejret og Jyllands Posten, og fået henvendelser fra TV2 m.fl.

Det bliver en kort blog igen i dag. Men vi oplevede kort sagt den katastrofale Moore tornado på tæt hold.

Moore tornadoen lavede det mest markante hook ekko jeg nogensinde har set.

Vi startede med en gang solid morgenmad på motellet i Pratt, Kansas. Vi opdagede Tim Samaras og hans crew ved et af de andre bord. Tim Samaras er en af de mest respekterede chasere af dem alle, både for hans personlighed men i særdeleshed for hans bidrag til forskningen

Vi så ikke mindre end 3 tornadoer, hvoraf den første klart var den flotteste jeg har set til dato. Vi startede dagen med morgenmad på motellet i Vernon, Texas. Vi har altid en laptop med så vi kan diskutere dagens setup mens vi spiser. Der var MODERATE RISK i et område der dækkede det vestlige Oklahoma og op over Kansas og et stykke ind i Nebraska.

I dag blev vi endeligt belønnet for vores tålmodighed. Vi så flot struktur på en tornadoproducerende storm nær South Bend i Texas

Vi havde i dag også forventninger om at se lidt vildt vejr. Prognoserne forudsagde at der på et outflow boundary fra et MCS (Mesoscale Convective System) ville blive danne flere superceller på grænsen mellem Arkansas og Louisiana.

Idag var der slight risk i et område der strakte sig fra grænsen mellem Texas og Oklahoma i nord, og ca. 300 km sydpå. Vi befandt os i Abilene, ca. midt i området. Der var i virkeligheden et komplekst setup med 3 scenarier i spil : Dels noget morgenkonvektion i det sydøstlige Texas som ville skabe et outflow boundary hvor nye byger ville vokse op. Nogle af dem kunne bliver superceller.

Vi havde forholdsvis god tid i dag, fordi vi skulle trille lige så stille mod det centrale Texas, hvor der er forudsagt lidt vildt vejr onsdag eftermiddag.

Vi benyttede derfor lejligheden til at besøge Storm Prediction Center - SPC. Marc Austin - vores vært ved barbequen forleden - arbejder i samme bygning i den "normale" vejrtjeneste.

Vi blev en extra dag i Norman, Oklahoma i dag. Det passer mig egentligt fint, for jeg er ramt mere end sædvanligt hårdt af jetlag og føler ikke helt at jeg er kommet i omrejninger endnu. Vi har også lidt forskellige udfordringer som jeg håber der kommer styr på hen ad vejen.

I dag var det Pers fødselsdag. Som de tidligere år fejrer vi altid Per's fødselsdag på den ene eller den anden måde mens vi er herovre. I år var ingen undtagelse. Men vi mener selv vi gav ham en lille overraskelse, idet vi bildte ham ind at vi skulle prøve at chase et marginalt setup i det vestlige Oklahoma.

Dagen i dag trak virkeligt tænder ud....

Vi ved af erfaring, at rejsen er udmattende, men forskellige årsager gjorde årets udrejse udfrordrende.

Det startede i Kastrup Lufthavn. Normalt plejer vi at kunne få printet boardingpas ud til hele turen, men af en eller anden årsag kunne vi kun få printet til Amsterdam.

Hermed har vi nået slutningen på årets stormchase. Vi fik kørt omkring 12800 km og var så langt sydpå som Corpus Christi i Texas, og så langt nordpå som nær den canadiske grænse i North Dakota. Vi fik hagl og tornadoer og gode oplevelser.

Vi havde egentligt planer om at køre direkte mod Dallas idag. I går aftes, da vi skulle tage afsked med vores amerikanske venner havde Paul dog spottet en interessant udvikling på en vejrmodel der laver simuleret radaroutput.

Chasens sidste mulighed var i Wisconsin. SPC havde opgraderet til Moderate Risk med 30% tornadorisiko. En squalline ville blive dannet og den ville indeholde embeddede superceller.

Puha, endnu en af sejtrækkerne mht antal km kørt og tid brugt på landevejen. Til gengæld har jeg de sidste par dage kunne krydse endnu et par stater af i min quest for at have været i alle USA's 51 stater - nemlig North Dakota og Iowa...

Det har været en extrem lang og til dels skuffende dag, så i må lige vente med bloggen til engang i morgen formiddag (amerikansk tid).

Vi blev endnu en dag i Wall. Hotellet vi boede på er uden sammenligning det bedste og hyggeligste vi har boet på til dato. Og prisen var også meget rimelig. Det består af træhytter og er indrettet med træmøbler fra Colorado. man følte sig straks hjemme.

I dag var en transportdag, hvor vi kørte til Wall i South Dakota for at være i stilling til den forventede chasedag tirsdag. Man kan tydeligt mærke at vi er ude i USA's tyndt befolkede områder. Befolkningstætheden faldt omtrent exponentielt med antallet af kilometer vi kørte nordpå.

Endelig en god gammel dags chase. Der var slight risk i et snævert bælte fra det centrale Nebraska til den nordlige del af Texas Panhandle.

I går var der lagt op til, at i dag skulle være en gentagelse af i går. Men dette holdt desværre ikke stik.

Vi startede dagen med den sædvanlige gang pap-morgenmad kl. 08:30, som vi mere spiste af sociale årsager end af sult.

Vi kom relativt tidlig ud af fjerene i dag, idet vi skulle køre til det vestlige Kansas, for at at have en mulighed for at se microbursts. Således tjekkede vi ud af motellet kl. 10:30 og satte kursen nordvest på.

Tja, igen ikke så meget at fortælle fra i dag. Vi kørte fra Amarillo til Norman, en tur på ca. 4 timer ad lange lige veje. Meget af tiden på I-40, som følger den legendariske Route 66. Som chauffør var det meget svært at holde sig frisk - især når sidemanden sad og blundede.

Side 2 ud af 6

Joomla! fejlsøgningskonsol

Session

Profilinformation

Hukommelsesforbrug

Database forespørgsler